fbpx

10-06-2024

Michael Frihagen om årsrapport for 2023 og visioner for fremtiden

I forbindelse med offentliggørelsen af årsrapporten for 2023, talte adm. Direktør, Michael Frihagen, med Jydske Vestkysten, hvor han satte et par ord på fremtiden og renoveringen af vores historiske lokaler.

Logistikvirksomheden H. Daugaard leverer sit næstbedste resultat nogensinde, og lige nu bruges en stor del af overskuddet til at renovere det historiske hovedkontor. Men der skal også købes op.

Tæt på havnen og togstationen i Kolding ligger den historiske adresse Toldbodgade 7, som i dag huser logistikvirksomheden H. Daugaard, der siden 1980érne har haft hovedkontor netop her.

Vigtig for virksomheden er nemlig Kolding Havn, Vejle Havn og et 25.000 kvadratmeter stort lagerhotel i Vamdrup, som er de danske nøglesteder for koncernen, der igen i 2023 sikrede sig tocifret indtjening – vel at mærke i millionklassen.

16,1 millioner kroner før skat lød bundlinjeresultatet på for moderselskabet på, og selv om det er en anelse under alletiders rekordår 2022, er det stadig et tilfredsstillende resultat for Michael Frihagen, der er administrerende direktør og medejer.

-Vi stiler ikke efter at overgå 2022 lige foreløbigt, fordi det for os og branchen var ekstraordinært. Af samme årsag er vi tilfreds med sidste år, hvor især en lille omsætningsnedgang især skyldes, at oliepriserne normaliserede sig. Det betød, at branchens fragttillæg var noget under, hvad de var i 2022, og det kan ses på vores tal, forklarer Michael Frihagen.

– Målt på antal pakker og ordrer håndteret lå vi dog tæt på niveau med 2022, og det glæder mig.

Stor ombygning

Vækst og indtjeningen for virksomheden ligger dog ikke kun i Danmark, for selskabet har også kontorer i Luxembourg og Tjekkiet, og så beskæftiger H. Daugaard omkring 110 medarbejdere uden for landets grænse.

Det betyder dog ikke, at hjemlandet er overflødigt. Tværtimod har H. Daugaard ifølge topchefen valgt at bruge et tocifret millionbeløb på en renovering af hovedkontoret på Toldbodgade 7.

– Vi er stolte over at eje en så historisk bygning, og derfor fik vi sidste år sat nye vinduer i og skiftet tag. Nu er turen så kommet til det indvendige, som bliver lavet helt om. Dermed bliver det langt mere tidssvarende, siger Michael Frihagen.

Af samme årsag sidder 40 af virksomhedens ansatte lige nu i lejede lokaler oven på Kolding togstation, og det skal de foreløbigt gøre frem til 1. november i år, hvor logistikfirmaet igen kan flytte tilbage i Toldbodgade.

– Til den tid får vi plads til omkring 65 medarbejdere, så ombygningen og renoveringen betyder også, at vi kan samle flere kræfter her tæt på havnen i Kolding, forklarer direktøren.

Flere opkøb

Logistikfirmaet købte tilbage i 2021 virksomheden Grau Shipping på Kolding Havn, og det løftede ifølge direktøren fra dag et virksomhedens kerneforretning.

– Det har virkelig løftet os med flere dygtige kolleger og stort knowhow inden for shipping. Derfor har vi i år også flere potentielle opkøb i kikkerten, selv om jeg lige nu ikke kan sætte navne på, siger Michael Frihagen.

Logistikfirmaet satser dog også på organisk vækst, altså vækst som ikke kun skabes ved hjælp af opkøb.

– I 2023 oprustede vi en del på salgssiden, så vi kan vinde endnu flere kunder. Vi har en både- og strategi i forhold til opkøb, og vi foretager dem kun, hvis der er viden at hente. Vi gør det ikke for at puste nogle nøgletal kunstigt op, siger Michael Frihagen.