05-01-2022
05-01-2022
2022 er skudt i gang, og samtidig siger vi farvel til et travlt 2021. Et år fyldt med mange ubekendte faktorer, der har påvirket vores hverdag. Når jeg ser på, hvad vi har været igennem, kan jeg kun være stolt over at konstatere, hvor vi står i dag. Vi har oplevet en tocifret vækst – vi har investeret kraftigt i ny teknologi og ejendomme – sagt goddag til et nyt ”familiemedlem”: Grau Shipping, og vi har øget medarbejderstaben på alle vores lokationer.
Sidste år nævnte jeg, at 2021 ville blive de store forandringers år – og det blev det. 2021 har forandret måden at tænke logistik på. I dag er det ikke længere et spørgsmål om pris, men snarere et spørgsmål om forsyningssikkerhed. Det er den klare tendens, vi oplever hos vores kunder – og det forpligter for begge parter. Fremover vil der være meget mere fokus på vigtigheden i at have gode relationer til såvel kunder samt vore samarbejdspartnere.
I den forbindelse ser det ud til, at de gamle dyder er ved at være på vej tilbage – hvor ordentlighed – respekt og forståelse for, at der skal være plads til begge parter, igen vinder indpas i samhandelen. En spændende og positiv udvikling med baggrund i ressourceknaphed på stort set alle fronter. Det er samtidig også en farlig udvikling, der medfører store omkostningsstigninger hele vejen rundt – det kalder virkelig på ordentlighed i vores samarbejdsrelation.
Når vi i direktionen prøver at lave et ”forecast” for 2022, så tænker vi, at det bliver et travlt, omskifteligt år, hvor flere forandringer stadig vil byde sig. Vi må derfor indstille os på, at vi skal være forandringsparate. Det er heldigvis noget, vi har god erfaring med, og derfor er vores forhåbning og tro på, at året 2022 bliver et godt år for H. Daugaard. Under alle omstændigheder starter året med travlhed, og det kan vi kun glæde os over.
Med føromtalte travlhed in mente – kalder det også på en af de helt store overskrifter, nemlig bæredygtighed. Vi skal investere og omsætte ny teknologi til bæredygtige løsninger. Et fokuspunkt der igen i år står øverst på vores forretningsplan. Vi ser frem til at præsentere vores kommende tiltag for både kunder og samarbejdspartnere.
En kæmpestor tak til vores medarbejdere for en helt fantastisk arbejdsindsats – I gør det godt. Samtidig vil vi gerne takke vores kunder og samarbejdspartnere for et godt, loyalt og respektfuldt samarbejde. Vi glæder os til sammen med jer at tage hul på 2022.
H. Daugaard har fulgt med vores udvikling, så de har faciliteret vores vækst i stedet for at begrænse den. H. Daugaard har altid været konkurrencedygtige, når vi har genforhandlet kontrakter.